Skide godt Egón

Copyright © 2013.

Skide godt Egón  - Copyright © 2013.

Morten Grunwald

Interview med

Morten Grunwald (Benny) mandag den 8. april 2013

på Skodsborg Hotel & Spa.

(Af Rune Holm Clausen/ Olsenbandenfanklub.dk)

 

En masse tanker og spørgsmål flyver igennem mit hoved, i minutterne op til mit interview. Gang på gang gennemgår jeg de mange spørgsmål og måden hvorpå jeg vil fremlægge dem. Er der mon tid nok, hvad nu hvis vi ikke når dem alle og hvad nu hvis jeg ikke udtrykker mig klart nok. Jeg er ikke journalistisk uddannet, faktisk har jeg aldrig interviewet nogen før, og om få minutter træder en af Danmarks største skuespillere ind af døren. De efterhånden ret svedige håndflader bliver tørret af en ekstra gang i bukserne, imens jeg forsøger at få ro på mine tanker og min ret nervøse mave. Det er næsten tre kvarter siden jeg ankom, jeg ville for alt i verden ikke komme for sent. Jeg løb panisk efter toget på Nørreport, da det stoppede kun halvvejs henne af perronen, på trods af, at jeg havde valgt et tog, hele to afgange tidligere end nødvendigt, så jeg havde nu nok nået det alligevel.  Til gengæld har jeg nu masser af tid til at blive endnu mere nervøs.

Pludselig er han der…! Lige der foran mig. Alle tankerne i mit hoved erstattes af hundredevis af replikker, filmklip, uforglemmelige scener alt imens jeg bevæger mig smilende hen imod ham. – Goddag Hr. Grundwald, og velkommen til. Mit navn er Rune, får jeg præsenteret mig, alt imens jeg forsøger at virke helt fattet og upåvirket, hvilket strider imod alle fibre i kroppen. Det er jo Benny! – Goddag Rune, siger han med et hjertevarmt smil og rækker hånden frem, og lige der forsvandt alt min nervøsitet. Lige der, mødte jeg skuespilleren bag Benny. Mennesket der havde bragt ham til live film efter film, til så stor en glæde og fornøjelse, at jeg når at tænke, om han overhovedet selv er klar over, hvor stort et øjeblik dette her er for mig. Jeg siger dog ingenting.

Vi får sat os i den utroligt flotte Café Skodsborg og bestilt en kaffe og en sodavand, alt imens jeg får fundet min diktafon frem og forsøger at huske de mange spørgsmål jeg har på hjerte. Ikke blot fra mig selv, men også  fra de mange fans på Facebookgruppen. For en sikkerheds skyld finder jeg min mappe med spørgsmålene frem og ligger den på bordet. Nervøsiteten kommer igen… skulle jeg havde ladet være med det? Virker det pludselig uforberedt eller vil han forstå min nervøsitet og mit forsøg på at virke professionel?

Jeg beslutter mig for bare at kaste mig ud i det, og takker ham mange gange for hans imødekommenhed i forbindelse med dette interview, imens jeg forklarer om alle de mange spørgsmål jeg har til ham fra fansene. – Nå, siger han, og virker overrasket, selv om jeg har på fornemmelsen, at han nu var ganske klar over, at en interview af denne art, altid vil kaste et hav af spørgsmål af sig fra de mange fans.

– Jeg skal høre dem… får jeg sagt, og fornemmer nu en ro sænke sig over mig. Nu er vi i gang! Nu gør du det ordentligt Rune, tænker jeg, imens jeg holder en kort pause, hvorefter jeg fortsætter. – Når man sidder og ser Olsen Banden, sker det jo tit, at De, til stor irritation for Egon, får et grineflip, lige når det skal være allermest seriøst. Skete den slags også i virkeligheden under optagelserne. Kunne de få sådan nogle grineflip, så De ikke var til at stoppe igen?

– Nej, det vil jeg ikke sige, svarer Hr. Grunwold eftertænktsomt. Vi havde et udpræget professionelt forhold til arbejdet, fordi det havde man hos Erik Balling. Der blev sgu´ ikke pjattet i krogene, men vi havde den samme humor, der inspirerede hinanden. Jeg kan ikke huske en eneste optagelse, uden vi har leet og moret os. Det var professionelt. Man kom og kunne sine ting, men var vi ikke veloplagte, så blev publikum det jo heller ikke. Vi har et begreb inden for teateret det hedder ”Lucky production”… altså, når det rigtige hold er samlet omkring en god tekst og en god instruktør, så går det som en varm kniv igennem en klump smør… og sådan var det faktisk på Olsen Banden.

Jeg forstår til fulde hvad Hr. Grunwald mener, se bare alle de andre Balling produktioner som Martha, Huset på Christianshavn og ikke mindst Matador, blot for at nævne nogle få. Der var aldrig en karakter der ikke passede ind. Det var det fantastiske Balling/ Bahs univers, som skuespillerne og holdet bag var en del af, og det mærkes tydeligt på Hr. Grunwald når han fortæller om sine oplevelser. Jeg fristes jo derfor til at spørge, om Hr. Grunwald, ud af alle disse perfekte film, skulle have sin egen personlige favorit.

– Nej, det vil jeg ikke sige…! – det er jo et spørgsmål jeg har fået stillet meget ofte, og jeg plejer at sige, at jeg har tre børn og fire børnebørn og et oldebarn, og jeg elsker dem alle sammen! Selvfølgelig er der forskel, men da vi lavede den første,  anede vi jo ikke at det ville ende med 14 film. Hver eneste sommer, så var det den sidste og det var først når Nordisk så hvordan den gik, og man nærmede sig februar, hvis så Balling og Bahs var rejst til Paris, så vidste vi jo, at så kommer der en til… og så gik Bo Christensen og bed negle ude på Nordisk, fortsætter Hr. Grunwald grinende, -og var spændt på om der kom noget, og det gjorde der jo. Hvert år i 14 år. Det var jo en fantastisk produktivitet fra Ballings side af. De sidste år lavede han jo Matador færdig og Olsen Banden. Efter det lavede han kun én film mere med Kim Larsen, og det var den der ”Midt om natten”, men det var så det sidste han lavede. På den allersidste i ´98, var han med på manuskriptet, men trak sig som instruktør. Siden vi stoppede i ´80, hvor Poul sagde, hvorfor laver vi ikke en ny, så sagde jeg altid til ham, jamen hvis Balling ikke er med, så kan vi ikke. Vi kan ikke lave det med andre… men det gjorde vi så… vi lavede den med Tom Hedegaard, som jo havde været assistent hos Balling og kendte universet, og det kunne vi godt leve med… men det blev et meget dramatisk forløb!

Jeg fornemmer en vis seriøsitet i Hr. Grunwalds stemme, og overvejer nu, om jeg skal spørge videre ind til de tragiske omstændigheder der udspandt sig under indspilningerne til den sidste film. Omstændigheder vi alle kun kender alt for godt. Poul Bundgaards pludselige dødsfald, problemerne og diskussionerne omkring fortsættelsen af filmen. Instruktøren Tom Hedegaards pludselige og uventet dødsfald i en alder af bare 56 år og meget andet. Inden jeg når at beslutte mig, fortsætter Hr. Grunwald heldigvis: -Men det var et af Ballings store talenter. Hans rollebesætninger, de sidder alle sammen lige i skabet, som en stor komponist. Det var en fryd… ja, et privilegium at arbejde sammen med ham. Det var ligesom at komme på landsholdet. Teknikerne omkring Balling blev også kaldt for A-holdet, og det var spillerne også!

Vi skåler kortvarigt i kaffe og cola, imens jeg diskret kigger min lange liste af spørgsmål igennem, for at nå dem i den rigtige rækkefølge. Jeg beslutter mig for hastigt at springe videre, for at kunne nå så mange af dem som muligt:

-Var det egentlig dem selv der altid kørte bilen, når den kom drønende rundt om hjørnet ved Vridsløse, når I altid ankom i sidste øjeblik for at hente Egon, eller var det en ”stand in”? Egentlig havde jeg på forhånd ventet at han ville svare en ”Stand in”, ligesom alle andre skuespillere benytter så ofte, men blev positivt overrasket over svaret.

– Nej, jeg kørte altid for det meste selv. Jeg kørte både kraner, lastbiler og endda en bybus, og lavede et U-turn på Knippels bro, det var mig selv der lavede det. Jeg fascineres over denne afslappet og naturlige reaktion på Hr. Grunwald, som om det var det mest naturlige at køre bil på den måde. Billeder at hvinende bildæk og den gamle slidte Bel Air der drøner rundt i byen dukker op på min nethinde, og pludselig ser jeg Hr. Grunwald for mig, bag rattet i alle scenerne.

-Jeg har altid godt kunne lide at køre bil, fortsætter han, så det blev sådan en slags gimmick i filmene. Der var da nogen biljagter hvor det var Sven Engstrøm og nogle andre kørere der kørte bilerne. De havde været med fra Frede filmene, hvor vi havde nogle fede automobiljagter i en grusgrav ved Roskilde.

Jeg sidder og glædes ved tanken om, at denne nydelige ældre herrer der sidder ved siden af mig, kørte bil lige så ”sprælsk” som hans karakters personlighed i filmene, og jeg begynder at kunne fornemme ”Benny” ved siden af mig. Det er en fantastisk følelse.

-I enkelte af filmene deltager de norske skuespillere fra de norske Olsen Banden film, blandt andet som fulde syngende turister på Kongens nytorv og som fuld nordmand i lufthavnen m.v… Deltog I på samme måde den anden vej i de norske film, blot som danske turister?

-Nej. Jeg har faktisk aldrig mødt dem. Jeg kan mærke at jeg forbløffes lidt, da jeg faktisk troede, at det forholdte sig sådan, så svaret overrasker mig en del! –De eneste jeg har mødt, er de tyske skuespillere, der eftersynkroniserede vores roller. Dem har vi haft en del med at gøre, og været nede og besøge dem og optrådt sammen med dem… men jo, så hilste jeg da selvfølgelig på de der nordmænd, da vi havde en scene med dem inde på Kongens Nytorv, men det var en af de der gimmicks, som Bahs og Balling digtede ind i historien. Jeg har aldrig set nogen af de norske film, men jeg har set lidt af de svenske. Der er jo kun én Olsen Banden for os. Tegnefilmen var jo noget besynderligt noget. Jeg kan godt fornemme at Hr. Grunwald ikke er så glad for tegnefilmsversionen af Olsen Banden, men det var der jo ikke ret mange der var. I hvert fald ikke af de ægte fans. Jeg (Rune) syntes dog, isoleret set, at filmen var ganske underholdende, set som en selvstændig standard tegnefilm. Problemet var, ifølge min mening, at man forsøgte at kopiere Olsen Banden, ved at forsøge at skabe noget nyt med referencer til de gamle film, men fejlede. Det kunne have været lavet meget anderledes og mere tro mod de gamle film, så det er med en vis spænding, at den næste Olsen Banden tegnefilm udkommer senere på året!

Det var så langt fra Balling og Bahs humor og politiske satire, fortsætter Hr. Grunwald, som f.eks. den med E.U. og smørpuklen der stod og smeltede og så videre, men de havde hugget alle deres plots. Det var en meget personlig og stimulerende humor og menneskelighed i Olsen Banden, for det var jo ikke spekulation, det var jo kunst, musik, det han lavede… han instruerede sine film i skrivemaskinen. Han var ikke nogen sådan meget talende, flamboyant instruktør, men en stilfærdig, lun håndværksmester. Man kunne se på ham når det var i orden!

Dengang var det jo råfilm, og hver gang en scene måtte tages om, kostede det jo råfilm. I dag koster det jo ikke noget, der tager de unge instruktører det om 50 gange, og man er ved at blive sindsyg! Vi var  verdensmestre i det der hed ”first takes, for så spildte vi jo ikke råfilm, og vi kunne se på ham når den var der, så tog han den aldrig om Erik, hvis den sad i skabet. I dag kan du jo ikke finde en instruktør der ikke tager den mindst ti gange, bare for at kunne sidde og lege med det i klipperummet, fordi de er jo forskellige alle optagelser, man laver jo ikke to ens, det er jo levende mennesker! Det bedste ved tegnefilmen var stemmerne, især dem der lavede Pouls og min stemme. Det var ham der Kopernikus. Og hende der lavede Yvonne, hun var jo genial. Det var Keld Heicks datter. Det var det bedste. Historien var forfærdelig, syntes jeg! Det kunne have været meget bedre. Jeg sagde også til dem derude: -Der MÅ kunne laves en bedre historie… men det er jo nye unge mennesker og Balling er væk… og der er jo ikke noget der er så forhenværende som en forhenværende, kommer det med et smil på læben og et lille grin fra Hr. Grunwald.

På en typisk indspilningsdag, hvor mange scener nåede I så at filme til en Olsen Banden? Rygtet går jo på, at I var mestre i, at nå endnu flere end normalt var? –Det har jeg aldrig tænkt på, men vi lavede meget, det gjorde vi… og tror nok vi lavede dem på en 6-7 uger, hvor en normal spillefilm kunne tage 10 uger, men det hang egentlig nok også sammen med, at vi alle sammen kendte Balling da vi begyndte på Olsen Banden. Ove havde kendt ham i flest år, og Poul og jeg havde været med i en 4-5 film hos ham… Frede filmene og Martha og Landmandsliv… Vi var spillere fra hans hold!

-Jeg vil sige… efter nr. 1 som måske var lidt søgende og famlende, så nummer 2 og nr. 3, den sad lige i skabet med det samme. Det var i Jylland… den var jo genial, og et genialt exteriør de havde fundet, med de der gamle tyskerbunkere, og Karl Stegger og Preben Kaas. Et fabelagtigt miljø altså. Peter Steen som vanvittig officer fra det danske forsvar… ej, det var en svir altså. Jeg har altid haft det som en fisk i vandet der, hvor teatret det kan være anderledes strabatiøst og næsten smerteligt, da det er en anden koncentration, hvor du går ind og laver et forløb på en time til halvanden, hvor på film, der er det alt fra 30 sekunder til max fire minutter! Ove havde jo nogen gange, nogle meget lange skideballer, og den skulle jo sidde i skabet hver gang, ligesom med Kirsten Walther… Hun var skøn… Hun var verdensmester i, at komme næsten igennem de der lange skideballer og monologer…

DET siger jeg dig Keld, fortsætter Hr. Grundwald og gestikulerer en anelse som Yvonne.

-Og så kunne hun standse op. –GUD nej Balling, der sagde jeg noget forkert! NEJ, sagde Balling, det var GENIALT… og så måtte vi tage det om igen. Så vislede Poul: -Olsen Banden… indtalt af Kirsten Walther, siger Hr. Grunwald og vi bryder begge to ud i latter. -Han var meget skarp Poul, men vi havde det skønt…

Det er en ubeskrivelig følelse, at sidde så tæt på en skuespiller af Hr. Grunwalds kaliber, med tanke på alt den nervøsitet der har bygget sig op igennem dagene op til dette interview, og nu sidder vi her og hygger os og smågriner sammen, om de herlige tilbageblik fra hans tid med Olsen Banden blot en halv time efter vi har mødt hinanden for første gang. Fuldstændig som man ville gøre sammen med vennerne, men her sidder jeg med ”Benny” og får historierne direkte fra manden der oplevede det hele personligt. Det er fantastisk.

-I stoppede jo efter film nr. 13… hvad var drivkraften bag film nr. 14? Hr. Grunwald tøver en anelse, og det er tydeligt, at der tænkes grundigt over svaret… -Poul havde jo sagt op igennem 82-83-84, hvorfor laver vi ikke en til… og så i ´94, kom vi til at lave en reklamefilm for Energistyrelsen, der skulle lave en historie om et lavenergikøleskab! Der var Kirsten jo død, og Poul var blevet enkemand, og nu skulle han have det her lavenergikøleskab, og var meget nervøs for, om han nu kunne få det til at fungere, og så skulle Egon vise hvordan… og Benny, han var bare glad for, at han kunne få nogle kolde bajere, kommer det med smil på læben fra Hr. Grunwald!

-Der havde vi sat fem dage af, til at lave den film, og efter to dage, så havde vi lavet den. Den foregik i Kelds lejlighed, og der var gået 13-14 år siden sidst vi lavede Olsen Banden sammen. Så sad vi der og sagde… Hvad skal vi lave i morgen? Hvorfor laver vi ikke en ny film? Det eneste vi skal bruge er en pakke tyggegummi og en rulle sejlgarn og tre rullestole… og den tyggede Balling på, fordi det var faktisk bevægende at mødes i Kelds lejlighed! Selvfølgelig var Kirsten Walther væk og så videre, men sådan går livet jo også! Det var sørgeligt men også meget menneskeligt at hun var væk… Så gik der nogle år, og så havde de en historie klar. Så blev Poul syg, og troede han skulle dø, men på mirakuløs vis så rejste han sig, og lige så snart han var oppe, var han på med, at vi skulle lave den der. Han ville gerne én gang til, og det fik han jo også lov til, men han fik jo ikke engang lov til at gøre det færdigt… Det var meget dramatisk!

-Han havde ellers en skøn monolog. Han spillede den i rullestol. Han havde en scene ude i Kastrup, hvor han skulle rejse sig op og give Egon en skideballe for første gang i alle de 14 film… Den kom han aldrig til at lave… Desværre… og det ville have været en skide god scene, fabelagtig… Der er mange der siger, at man nok ikke skulle have lavet den sidste der, men der er jeg nu ikke enig! Der er et eller andet… menneskeligt over at se det, at tidens mølle maler, mennesker bliver gamle, syge og dør… og jeg syntes at Oves karakter og præstation i filmen er meget bedårende. Gammel genial forbryder, der sidder og udtænker den ene store plan efter den anden, der bliver deponeret på Instituttet for Teoretisk Kriminalitet. Det var kun Bahs der kunne opfinde sådan en virksomhed.

-Men de var glad for film nr. 14, spørger jeg Hr. Grunwald?

-Ja, ikke for mit eget… Jeg havde én god scene, hvor jeg skulle styre en taxacentral, og lære Serbokroatisk for at kunne kommunikere med de der chauffører. Der havde jeg en Serbokroatisk coach, til at lære mig sproget. Meningen var jo ellers, at Benny i starten af filmen, blot skulle hænge ud nede på bodegaen og drikke bajere, og det syntes jeg var lidt trist, at den foretagsomme mand ikke havde bedre at tage sig til. Så jeg foreslog dem, at de kunne give ham sådan en deltidsjob på Valbybilen, og den arbejdede de så videre med. Jeg var godt nok blevet 40 kg. Tungere, og skulle have syet et nyt kostume, og det var noget af en konfrontation. Jeg havde jo været optaget af andre opgaver. De store musicals på Østre Gasværk Teater. En periode hvor jeg arbejdede i døgndrift og levede usundt.

Jeg fascineres igen af den levende fortælling fra Hr. Grunwald, men opdager også, at jeg må opgive at nå alle mine mange spørgsmål. Jeg ville nyde at sidde her i adskillige timer, ja, endog dage, og bare høre Hr. Grunwald fortælle. Jeg haster derfor videre, og må nu sortere en smule i spørgsmålene fra de mange fans.

-Da de startede på Olsen Banden, havde Balling og Bahs så på forhånd udvalgt jeres roller til jer, eller havde I selv nogen indflydelse på, hvem I ville spille? –Nej! Vi fik det hele serveret på et sølvfad, men det med kostumerne, de korte bukser og den stramme jakke, der var jeg selv med til at vælge, men karaktererne var bestemt på forhånd. Historien går jo på, at de blevet skabt en nat i Piræus, hvor vi filmede Martha. De havde længe gået og bagt på en historie om en lille forbryderbande fra Valby, det var vigtigt! Ikke Vanløse eller noget, men Valby… og der skulle være en genial, desperat fantast & kreatør og så den meget forsigtige og bekymret Keld, og så den glade optimist der var med på den værste. De tre karakterer byggede vi så videre på. Den der letfodede gang, kom fra en af de første film, hvor vi havde en scene på en tankstation, hvor Benny snører tankpasseren, og skideglad laver jeg tilfældigt det der lille chasse hop… og da Balling havde set prøverne dagen efter sagde han: -Det der, det må du aldrig holde op med! Det blev det samme med vores gåsegang, hvor Benny hele tiden er et chasse ved siden af. Det er jo ting man henter i historien og i sig selv  og skaber rollen på sin egen måde, og det er meget lykkeligt for en skuespiller når det lykkedes på den måde.

Vi skåler igen i kaffen og colaen. Jeg syntes min hals er tør, på trods af, at det Hr. Grunwald der snakker mest. Måske nervøsiteten alligevel ikke har sluppet mig helt, eller også glemmer jeg bare at trække vejret, af bar benovelse over de fantastiske historier der bliver serveret for mig. Jeg beslutter mig for, at flytte fokus en anelse væk fra Hr. Grunwalds rolle et øjeblik.

-Deres egen Kone, Lily Weiding medvirker jo i film nr. 6, sidste bedrifter, hvor hun jagter dem på stranden på Mallorca. Var der andre tidspunkter, hvor andre skuespillere havde deres ægtefæller eller bekendte med som statister, eller var det et unikt øjeblik.

-Balling og Bahs morede sig jo over den slags, siger Hr. Grunwald… Det var en gimmick. Da min kone og jeg mødte hinanden, var det jo lettere opsigtsvækkende at en moden kvinde på 40 år, slog sig sammen med en fyr på 30 år. Det er det ikke i dag. Det var nok lidt mere opsigtsvækkende dengang, og det første stykke vi spillede sammen på det ny teater, der spillede min kone min mor, og det syntes, ikke mindst Se & Hør, var meget interessant. Det har nu aldrig været noget problem for os, det har vi blæst højt og flot på, og nu har vi snart været sammen i 50 år.

Lily havde jo lavet ting hos Balling og hos Nordisk før, og hendes tidligere mand, Mogens wieth, som døde i ´62, havde også lavet meget sammen med Balling, så da vi slog os sammen, syntes de at det  var sjovt, at sådan en skøn poetisk kvinde jagtede Benny. Det var noget af et postulat. Part of the game… Vi spillede jo også sammen i Martha, hvor min kone spillede en endnu større rolle, og det var jo med et glimt i øjet, at Balling havde Lily i spil, som en nydelig dame der hele tiden siger; -Jeg kendte også en gartner engang, jeg kendte også engang en telegrafist, hvilket jo også var et hint om, at nu var det 3. gang hun giftede sig igen. Nu var min kone jo en af landets… leading skuespillerinder, og det har været et scoop af en gimmick, at få hende puttet ind der.

Imens Hr. Grunwald fortæller dukker alle de sjove scener frem for mig, og jeg griber mig selv i at sidde og smile stort fra øre til øre, ja nærmest smågrine, fordi det bliver fortalt så levende, at man føler man næsten er med på ”settet”. Jeg kan kun forestille mig hvor mange fantastiske øjeblikke Hr. Grunwald har oplevet i sin tid som skuespiller, ikke blot i Olsen Banden, som jo er dagens ”tema”, men i hans mange film og teater roller, og man kan ikke lade være med, at blive lidt grebet af stemningen.

-Det siges, fortsætter jeg, at De arbejde på en bog om Deres tid i Olsen Banden, med titlen: Gavtyv i gule sokker. Er der hold i den påstand? –Nej! Kommer det prompte fra Hr. Grunwald… Det er en anden titel. Den kommer til at hedde: Min tid i gule sokker!

Jeg har jo skrevet én bog sammen med Samuel Rachlin, men nu er jeg jo den sidste, og det skal være sådan en historie hvor man… i nutiden, ser på fortiden!

Jeg har jo også lavet mange andre ting, men vil gerne fortælle om den tid, hvor jeg levede et dobbeltliv, for ikke at sige et, flerdobbelt liv, samtidig med at jeg lavede de der dejlige historier med drengene fra Olsen Banden, der lavede jeg jo store projektor både på Bristol teatret og Benny Nansen og Østre Gasværk Teater. Så det har været sådan et privilegeret dobbeltliv, hvor jeg havde mange pander over ilden, og det skal ligesom være baggrunden for fortællingen. Så skal det også være noget af en billedbog. Vi laver den sammen med Rolf Konow, som har et fantastisk materiale liggende. Nogle vidunderlige billeder, og den skal så komme både her og i Tyskland. Der var jo én der lavede en bog sidste år, og der brugte de en af mine replikker som titel: Skide godt Egón… Mächtig Gewaltig… så den kunne jeg jo ikke bruge. Der var jeg nede i Tyskalnd og rejse rundt med pigen der havde oversat bogen. En tysk journalist som hed Janni Strahl. Vi lavede en 10-15 talkshows i fjernsynet for at promovere den bog der, og det var så stor en succes, at der lå det ligesom lige for… Hvorfor laver du ikke selv en, og det har jeg haft sådan et lidt ambivalent forhold til, men ikke efter jeg har fundet ud af at vinkle den på den måde der… Min tid i gule sokker!

Så skal jeg høre Dem, om de helt har indstillet karrieren helt som skuespiller, eller ville de sige ja, hvis den rigtige rolle dukkede op?

-Der plejer jeg altid at sige; -En skuespiller indstiller ikke karrieren før han stiller træskoene! Jeg har da haft sådan lidt forskellige opgaver. Den sidste opgave jeg havde var, hvor jeg instruerede ”Godot” med et fantastisk hold, det var fantastisk, og så længe man er rask og så videre. Ja, der bliver ikke danset så meget mere på Koldinghus, som i mine unge dage, men heroppe, siger Hr. Grunwald, og peger på hovedet, der kan jeg ikke forstå at jeg er 78. Tiden går stærkt, og jo ældre man bliver, jo hurtigere går det. Der bliver kortere mellem juleaften, sagde min gamle lærer Poul Reumert altid!

Der går historier Hr. Grunwald på, at det var Dem der forhandlede løn, på vegne af ”Banden” under jeres indspilninger, er det korrekt?

Ja… det var jo nok fordi, at jeg selv var producent, og jeg har altid haft den filosofi, også på mine teatre: No Money, No Pay! Hvis det gik godt, så skulle alle kunne mærke det. De store musicals, lavede jeg med en ens minimumsgage, men med en bonus, som kunne være større eller mindre afhængig af rolle. En hovedrolle kunne for eksempel have en bonus på en hvis procentdel af indtægten mellem 80 og 90 % belægning, og det var noget der var mægtig populært fordi, de store musicals, Les Miserables og Miss Saigon, der var fulde huse altid, så de fik en bonus i forhold til deres indsats. På samme måde havde jeg det med film, og det viste sig jo hurtigt, at det kom til at betyde meget for Nordisk Film. Faktisk var Olsen Banden lige så stort et økonomisk eventyr for Nordisk, som det var for os skuespillere kunstnerisk. Det var ikke barske forhandlinger, men  seriøst, og noget nyt på Nordisk Film, for der fortalte ledelsen hvad man fik i gage. Det var et godt system, for der kommer jo stadig lidt royalties. De bliver jo vist i udlandet og på kabel tv og så videre. I Den danske handelsflåde, der er danske film jo meget populære.

Ove var jo vant til at forhandle, for han spillede jo så mange roller hos ham, og jeg blev sådan en slags tillidsmand, og det var der ikke noget mærkeligt i, for hvert ensemble på et teater, har også en tillidsmand, hvor skuespillerne ligesom kan forhandle med ledelsen. Det var ligesom den rolle jeg overtog. ..

Jeg kan se på uret, at min tid er ved at være gået. Jeg har nydt hvert et sekund. Jeg kunne sagtens have brugt yderligere en time, ja endda en hel dag med, at sidde og lytte til Hr. Grunwald. Jeg når dog lige, at få forelagt ham min idé om, at få Nordisk Film til at vise den femte film (Olsen Banden går amok) fra 1973, senere på året, for at markere 40 års jubilæet for filmen. Filmen skal således naturligvis vises i Paladsbiografen, som Banden jo forsøger at røve i starten af filmen. Jeg har desværre endnu ikke fået svar fra Nordisk Film, men Hr. Grunwald syntes det lyder, som en mægtig fin ide, og mener sagtens, at den vil Nordisk Film være med på, så nu må jeg bare håbe på positivt svar! På mit spørgsmål, hvorvidt Hr. Grunwald evt. selv ønsker at stille op ved et sådanne arrangement, nikker han anerkendende og siger… -Det ved Nordisk Film også godt!

Imens jeg takker mange gange for hans tid, og så småt får pakket sammen, spørger Hr. Grunwald ind til den nye hjemmeside www.olsenbandenfanklub.dk og jeg forklarer ham, at idéen var, at samle alle de små forskellige hjemmesider rundt om i landet, så alt materiale kommer under et fælles tag. Hr. Grunwald syntes at dette lyder spændende, og nævner, at der findes jo ikke den lille by, i det tidligere østtyskland, der ikke har en Olsen Banden klub, hvor de blandt andet laver deres egne film. Så er det slagteren, sagføreren og postbuddet der spiller rollerne, og så skriver de deres egne historier m.v. Det går de meget op i…

Så der fik jeg lige endnu en idé serveret af Hr. Grunwald. Fansenes egne videoer…? Ja, hvorfor ikke. Som en hyldest til Olsen Banden. Den må med på tegnebrættet. Tiden er kommet til, at sige farvel og tak til Hr. Grunwald, og var jeg nervøs da jeg kom, så er det fuldstændig væk nu. Hvor har jeg dog bare nydt den sidste times tid sammen med denne utrolige personlighed og i så flotte omgivelser som Skodsborg Hotel og Spa, imens der udelukket bliver snakket Olsen Banden. Man kunne sagtens blive forfalden til et weekend ophold med dette som tema.

Lige inden jeg render ud af døren, får jeg høfligt bedt Hr. Grunwald om en autograf, som han velvilligt skriver med det samme, og med en lille hilsen på, imens han lover, at fremsende nogle billeder, til brug for artiklen. Jeg takker endnu en gang og får sagt pænt farvel, selv om jeg har svært ved at gå. Det er jo stadig ”Benny”… Lige der foran mig.

Da jeg kommer udenfor igen, skinner solen fortsat fra en næsten skyfri himmel. Det er køligt, men ikke koldt, og fuglene fortæller at foråret er på vej. Det var på denne årstid, at forberedelserne til Olsen Banden blev gjort, så der kunne filmes hen over sommeren. Jeg tænker mange tanker omkring Olsen banden imens jeg går mod togstationen, da det pludselig slår mig, at jeg slet ikke fik spurgt om at billede af Ham og mig sammen der på hotellet…! Jeg stopper op og vender mig om. Jeg kan stadig se hotellet. Nej, tænker jeg..- det vil være uprofessionelt at komme anstigende retur på den måde, og nu havde jeg lige fået sagt farvel. Jeg bliver stående og kigger lidt, og så vender jeg om, og fortsætter mod toget. Måske byder lejligheden sig en anden dag. Måske bliver min idé om en biografvisning senere på året til noget. Måske deltager Hr. Grunwald der? Ja, tænker jeg, og prøver at være optimistisk og bare nyde det dejlige vejr og det faktum, at jeg har lige tilbragt en hel time sammen med Benny fra Olsen Banden. Skide godt Rune…

_________________________________________

Foto: Rolf Konow © Venligst udlånt af Nordisk Film

DSC_0417

Morten Grunwald 2013 ©

103_281202_0023

Olsen Banden over alle bjerge (Film 13) 1981

Poul Bundgaard, Ove Sprogøe og Morten Grunwald ©

Olsen Banden

Olsen Bandens sidste bedrifter (Film 6) 1974
Morten Grunwald og Lily Weiding ©

Benny's Hat skænket til Fåborg Kriminal Museum

Benny´s hat fra filmene er doneret til Fåborg Kriminal Museum ©

  • Katharina says:

    Hello, I read this article on the german homepage “olsenbandenfanclub.de” and I really like it. It´s a very warm written interview and Morten Grunwald is a very sympathetic man. I like it very much and thank you! Well done!

    31/08/2013 at 21:20
  • NATALIA says:

    HEJ BENNY ELSKER DIG KUNS NATALIA

    25/05/2013 at 08:02

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*